Gældende pr. 7. april 2021
1. Generelle bestemmelser
GoSwitch er et uafhængigt mæglerkoncept til private. GoSwitch er ejet af Norlys Energi A/S (CVR: 25118359).
GoSwitch tilbyder en service, hvor vi skifter dig rundt mellem de billigste elaftaler på markedet. Vores mål er at hjælpe dig som kunde med at spare så mange penge som muligt på din elregning. Som kunde betaler du et månedligt abonnement for denne service.
2. Fortrydelsesret
Du har 14 dages fortrydelsesret fra den dag, du tilmelder dig GoSwitch. Bemærk, at fortrydelsesretten kun gælder kundeforholdet til GoSwitch. Hvis vi har nået at tilmelde dig til en ny elleverandør, som du ikke ønsker at være kunde hos, skal du selv tage kontakt til denne elleverandør og benytte dig af din fortrydelsesret hos denne. Hvis vi har nået at tilmelde dig, og du ønsker at blive hos den nye elleverandør, skal du ikke foretage dig yderligere. Dette skifte sker uden betaling til GoSwitch.
I nogle tilfælde kan vi ikke nå at bremse abonnementsbetalingen. Betalingen føres naturligvis tilbage til dig hurtigst muligt.
Hvis du efter fortrydelsesperioden ønsker at opsige dit abonnement hos GoSwitch, så gælder punkt 14: ”Opsigelse”.
3. Ændring i personoplysninger
Du har pligt til at oplyse os om, hvis dine personoplysninger ændrer sig. Det gælder både navn, e-mail, telefonnummer og adresse. Hvis vi ikke har fået besked, vil vi tilmelde dig den næste elaftale med de oplysninger, vi har registreret. Opstår der problemer i denne henseende er det op til dig selv at udrede dette med den elleverandør, du er skiftet over til. Du står selv for de eventuelle merudgifter, som dette vil medføre.
4. Ændringer i elleverandør og bindingsperiode
Når du tilmelder dig GoSwitch, er du selv ansvarlig for, at dine oplysninger om elleverandør og bindingsperiode er korrekte. Første gang vi tilmelder dig til en ny elaftale, tager vi udgangspunkt i disse oplysninger. Viser det sig fx, at du er bundet af din nuværende elaftale, selvom du har oplyst noget andet til os, så er du selv ansvarlig for at kontakte elleverandøren og løse det problem, som dette har medført, dertil også at betale eventuelle gebyrer.
Vær opmærksom på, at nogle elleverandører vil forsøge at vinde dig tilbage. Du har pligt til at oplyse os om, hvis du selv skifter elleverandør, eller hvis du har fortrudt en elaftale, som vi har tilmeldt dig. Hvis du ikke oplyser herom, bærer du risikoen for, at vi skifter dig til en ny elleverandør, selvom du stadig er bundet af en anden elaftale.
Du står selv for udredning samt betaling af de eventuelle merudgifter, som den manglende information vil medføre.
5. Ændringer i forbrugsmønster
Du har selv pligt til at være opmærksom på, om dit forbrugsmønster ændrer sig. Det kan fx være, hvis du har fået en elbil. En del introtilbud begrænser sig til et vis gennemsnitligt forbrug. Hvis du overstiger dette forbrug, vil du opleve at blive pålagt en merpris hos din elleverandør. Stiger dit forbrug, skal du selv gøre GoSwitch opmærksomme på det. Så kan vi finde en elaftale, der matcher dit forbrug.
6. Elleverancen
Vilkår og betingelser knyttet til elaftalen vil altid knytte sig til den elleverandør, du er kunde hos. Du skal derfor selv søge indsigt i disse vilkår hos den givne elleverandør. Hvis du ikke efterlever de vilkår og betingelser, som din nye elleverandør stiller, og du derfor bliver afvist som ny kunde, er det dit ansvar at oplyse GoSwitch herom. Vi vil så forsøge at skifte dig til en anden elleverandør.
Vær opmærksom på, at de fleste elleverandører har anført som vilkår, at de foretager en kreditvurdering af dig, før de accepterer dig som kunde. Nogle elleverandører skriver det kun i deres vilkår, mens andre også beder om accept ved tilmelding. I sådanne tilfælde, hvor kreditvurdering er krævet for at gennemføre tilmelding, giver GoSwitch accept på vegne af dig som kunde. GoSwitch foretager ikke selv kreditvurdering af dig som vores kunde.
7. Priser og betalingsbetingelser
Alle priser angives og afregnes i danske kroner. Det månedlige abonnement til GoSwitch trækkes via automatisk kortbetaling fra det tilmeldte betalingskort. Er du ny kunde, trækker vi dit første abonnement umiddelbart efter tilmeldingen, og derfra hver måned. Du har selv ansvar for, at dit tilknyttede betalingskort er aktivt og ikke er udløbet. Du vil automatisk blive notificeret via mail, hvis dit betalingskort er udløbet.
Hvis din abonnementsbetaling udebliver i tre uger, gør vi dig frit opmærksom på dette. Har du stadig ikke betalt efter 1 måned, opkræver vi gebyr på yderligere 29 kr. for administrationen. Er du bagud med to måneders abonnement, kontakter vi dig personligt. Finder vi ikke en løsning, kan du ikke længere være kunde hos os, og vi vil ophæve vores aftale med dig.
Al afregning til din elleverandør sker uafhængigt af GoSwitch. Du er selv ansvarlig for at betale din elregning og sørge for eventuel tilmelding til Betalingsservice.
8. Modregning
GoSwitch kan foretage modregning med ethvert forfaldent tilgodehavende og enhver forfalden gæld, som du måtte have til GoSwitch.
9. Misligholdelse
Hvis en part misligholder sine forpligtelser i henhold til abonnementsaftalen væsentligt, har den anden Part ret til at ophæve abonnementsaftalen med øjeblikkelig virkning, jf. punkt 14. Ved dødsfald, begæring om rekonstruktionsbehandling, begæring om konkurs eller indledning af gældssanering skal GoSwitch straks underrettes herom, idet disse forhold betragtes som væsentlig misligholdelse.
10. Leveringshindringer | Force majeure
I tilfælde af force majeure suspenderes GoSwitch’ og dine forpligtelser over for hinanden i henhold til disse betingelser og/eller særskilt aftale, så længe force majeure består. Force majeure forholdet skal søges overvundet hurtigst muligt. Den berørte part skal straks skriftligt orientere den anden part om forholdet og oplyse om, hvornår det forventes afhjulpet. Force majeure foreligger, hvis GoSwitch eller du forhindres i at opfylde abonnementsftalen på grund af forhold, der indtræder efter aftaleforholdets start, og som er uden for den pågældende parts kontrol. Force majeure kan især foreligge i tilfælde af nedennævnte forhold (ikke udtømmende):
Force majeure foreligger endvidere, hvis en part kun ved afholdelse af uforholdsmæssige økonomiske omkostninger kan opfylde sine forpligtelser i henhold til abonnementsaftalen. Pengemangel er ikke force majeure. Kan GoSwitch ikke opfylde sine forpligtelser efter aftalen på grund af, at Netselskabet eller Energinet. dk har erklæret force majeure i distributions- og/eller transmissionssystemet, udgør dette forhold tillige force majeure i forholdet mellem GoSwitch og dig.
11. Erstatningsansvar
Parterne er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler, medmindre andet er fastsat i abonnementsaftalen mellem parterne.
GoSwitch er ikke ansvarlig for hverken el eller leverance heraf. Vi agerer alene som mægler og kan ikke tage ansvar for hverken netselskab eller elleverandørers handlinger.
GoSwitch har intet erstatningsansvar i forhold til den angivne besparelse. Den viste besparelse vil altid være estimeret. Både elpriser og dit faktiske elforbrug er variable størrelser, og vi kan derfor ikke forudsætte en præcis besparelse. Du kan se på vores hjemmeside, hvordan vi har beregnet besparelsen.
GoSwitch har intet erstatningsansvar, hvis dit forbrug overstiger begrænsningen i tilbuddet fra ellevarandøren og du fx bliver pålagt en anden dyrere pris for de resterende kWh.
12. Elleverandørskifte
12.1. Valg af elleverandør
GoSwitch er et mæglerkoncept til private, som alene skifter dig mellem elleverandører. Vi skifter kun til elleverandører, som vi har tillid til. Vi skifter dig ikke mellem andre mæglere.
GoSwitch foretager skift på forskellige dage hen over måneden. Der tages altså udgangspunkt i de tilbud, der netop er billigst på de pågældende dage. GoSwitch skifter med udgangspunkt i prisoversigten på elpris.dk, hvor alle elleverandører er forpligtede til at lægge deres eltilbud op. Vi benytter os altså ikke af andre tilbud, som kan opnås andetsteds eksempelvis i supermarkeder eller via forsikringsselskaber eller andre partnere - eller tilbud hvor du får en gratis gave, billigere benzin mv.
Hvis flere elleverandører har samme tilbud, er det GoSwitch, der tager valget om, hvem du skiftes til. Vi vælger altid blandt de billigste elprodukter på markedet på tidspunktet for dit skifte. Vi vælger både mellem produkter med fastpris og flexpris ved en vurdering af øjebliksprisen på tidspunktet for dit skifte. Hvis priserne er ens, prioriterer vi de mest grønne aftaler. Heldigvis er mange af markedets introtilbud grønne. Hvis du altid ønsker en grøn aftale (uanset pris), kan du sætte hak i feltet "Ønsker kun grøn aftale" ved tilmelding.
Vi tilmelder kun skriftligt hos elleverandører via online tilmeldingsformularer og kan dermed blive begrænsede, fx hvis en elleverandør kræver betalingsoplysninger til Betalingsservice ved tilmelding, og du som kunde ikke ønsker at oplyse disse til os. Så kan vi ikke tilmelde dig den pågældende leverandør.
Vi benytter os ikke af "mangelfulde" tilmeldingsformularer. Det kan fx være en formular, hvor vi ikke har mulighed for at angive opstartsdato. I disse tilfælde vil leverandøren typisk optage dig hurtigst muligt - og dermed ikke tage hensyn til din opsigelsesvarsel hos nuværende leverandør, som typisk vil være løbende måned + måned. Det er GoSwitch selv der vurderer, hvilke tilmeldingsformularer vi finder mangelfulde.
De nuværende billigste introtilbud hos elleverandører tilbydes ved et max forbrug på mellem 4.000-7.000 kWh/årligt. Bruger du mere end det, afregnes du til en anden højere pris for de resterende kWh. Står dit estimerede årsforbrug i Datahub (Energinets database) til mere end elleverandørens max grænse, er der en risiko for at elleverandøren afviser at give dig introtilbuddet. I så fald skal du huske at give os besked, så vi kan finde en ny elaftale til dig. Vi vil som hovedregel kun tilmelde dig et tilbud, som matcher dit estimerede årsforbrug. Er dit forbrug over 7000 kWh, finder vi selvfølgelig den billigste mulige elaftale, der matcher dit forbrug.
Hvis du ikke ønsker at være kunde hos den elleverandør, som vi har skiftet dig til, skal du gøre brug af din 14-dages fortrydelsesret hos den pågældende elleverandør. Du skal selv henvende dig til den elleverandør, som vi har skiftet dig til. Husk også at give os besked, så vi bevarer overblikket over, hvilken elleverandør du har. Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe dig med at finde en anden elleverandør med et godt tilbud.
12.2. Binding og opsigelse
Når du tilmelder dig GoSwitch, spørger vi ind til, hvilken elleverandør du har nu - og om du er bundet i din nuværende elaftale. Hvis du er bundet, venter vi med at tilmelde dig en ny elleverandør, så det passer med at du først overgår til denne, når din binding er ophævet. Vi trækker 29 kr. den dag, du tilmelder dig GoSwitch, men sætter abonnementet på bero indtil den måned, hvor vi tilmelder dig en ny elleverandør.
Vi tilmelder altid med overgang til ny elleverandør pr. den 1. i en måned - med mindre du skal flytte, så bliver du selvfølgelig tilmeldt pr. den dato, du flytter ind. Ved flytning er binding i øvrigt underordnet.
Vi tilmelder dig med det udgangspunkt, at du har opsigelse på løbende måned + 1 måned hos din nuværende elleverandør. Vi er opmærksomme på, at enkelte elleverandører ikke har binding og har kortere opsigelse. Dette forsøger vi så vidt muligt at tilgodese. Dog vil skiftet stadig altid foretages med virkning fra d. 1. i en måned. Du vil sjældent have længere opsigelse, men hvis det er tilfældet, er du selv forpligtet til at oplyse os om det ved tilmelding.
Tilmelder du dig i den sidste halvdel af en måned, kan vi ikke garantere, at dit skifte gennemføres i samme måned. Dette gælder kun for nye kunders første skifte, og kan medføre at skiftet først udføres i den efterfølgende måned, med opstart hos den nye elleverandør pr. løbende måned + 1 måned. Selvom vi når at tilmelde dig en ny elleverandør i slutningen af en måned, er det ikke sikkert, at den nye elleverandør når at gennemføre skiftet - og din elaftale vil således også først starte op senere.
Det er dit ansvar at oplyse os om, hvis din elaftale har opstart på en anden dato, end den vi skriver til dig. Du står selv for udredning samt betaling af de eventuelle merudgifter, som den manglende information vil medføre.
GoSwitch er for privatkunder. Vi understøtter pt. ikke erhverv. Hvis du tilmelder en privatadresse, der indtil nu har været brugt til erhverv, er du selv forpligtet til at oplyse os om dine vilkår hos din nuværende leverandør. Vilkår på erhvervsaftaler kan være anderledes - og vi tager altid udgangspunkt i, at der er tale om privataftaler.
12.3. Fuldmagt til at skifte elleverandør
Når du tilmelder dig GoSwitch, giver du os fuldmagt til, at vi må skifte elleverandør på vegne af dig. Det medfører, at vi slår dit navn og din adresse op i Datahub, Energinets it-system, for at sikre, at det er dig, der bor på adressen, samt for at finde dit estimeret årsforbrug. Vi bruger estimeret årsforbrug til at udregne din besparelse. Samtidig hjælper det os til at finde ud af, hvilke elaftaler du kan tilmeldes, alt efter størrelsen på dit forbrug. Årsforbruget er baseret på dit reelle forbrug de seneste 12 måneder. Der kan dog være tilfælde, hvor tallet ikke er opdateret.
Når vi tilmelder dig en ny elleverandør, udfylder vi som regel kun de obligatoriske felter i tilmeldingsblanketten. Det betyder, at vi som hovedregel ikke skriver ekstra personer på elaftalen og ikke tilføjer særlige noter. Vi siger som standard "nej tak" til markedsføringsmateriale fra elleverandøren. Vi siger som standard "ja tak" til at få sendt faktura på e-mail. Vi accepterer på dine vegne de vilkår fra den pågældende elleverandør, der er obligatorisk, for at foretage skiftet. Du finder elleverandørernes vilkår på deres hjemmesider.
13. Kundeforbehold
GoSwitch er en digital service, og du kan kun blive kunde hos GoSwitch, hvis du har en e-mail. Derudover kræver vi et telefonnummer, så vi bedre kan komme i kontakt med dig.
Vi tager på nuværende tidspunkt ikke solcellekunder ind fra afregningsgruppe 6, da vi ikke kan tilbyde en løsning, som giver disse kunder en besparelse.
Vi tilbyder på nuværende tidspunkt ikke at tilknytte flere adresser til samme kunde. Ønsker du at have GoSwitch på både din almindelige adresse og fx din sommerhusadresse, kræver det således to brugere, registreret med to forskellige e-mails - og koster dermed også to månedlige abonnementer a' 29 kr.
Har du flere målere på den samme adresse, fx en bimåler til elbil, tilbyder vi at køre det over samme abonnement og samme bruger. Du er selv ansvarlig for at nævne, at du har flere målere - og for at oplyse om ekstra målenummer.
14. Opsigelse
Hos GoSwitch har du ingen binding. Du kan til enhver tid opsige dit abonnement hos GoSwitch. Dit abonnement og din betaling til GoSwitch stopper fra den dato, vi modtager din opsigelse. Eventuelt resterende penge tilbagebetales.
GoSwitch kan opsige abonnementsaftalen med 30 dages varsel til den 1. i en måned.
15. Flytning
Meddelelse om flytning skal gives hurtigst muligt til GoSwitch. Hvis du flytter adresse (forbrugssted), fortsætter abonnementsaftalen med GoSwitch på den nye adresse (det nye forbrugssted), medmindre du opsiger abonnementsaftalen. Prisen for abonnementet til GoSwitch forbliver den samme.
Hvis du er eksisterende kunde hos GoSwitch og skal flytte, så skal du kontakte os. Så finder vi sammen ud af, hvad der giver mest mening i forhold til næste leverandørskifte.
Hvis vi flytter dig til en ny elaftale med din gamle adresse, fordi du ikke har oplyst os om din flytning, så er du selv ansvarlig for at tage fat i den nye elleverandør og få ændret adressen. Du er desuden selv ansvarlig for at komme ud af det problem og de gebyrer, som dette måtte medføre. Du er selv ansvarlig for, at vi har dine nye informationer til næste skifte.
16. Behandling af personoplysninger
GoSwitch indsamler og behandler oplysninger om dig, når du bliver kunde og senere i dit kundeforhold. Formålet med at indsamle, registrere og behandle personoplysninger om kunder, er at kunne levere de services, du anvender og køber hos GoSwitch, samt at udvikle disse og for at kunne tilbyde dig nye eller forbedrede services. De personoplysninger, som behandles, er dit navn, adresse, e-mailadresse, telefonnummer, cpr-nr., elleverandør, forbrug, loginoplysninger samt kort og betalingsoplysninger. Dine personoplysninger vil blive opbevaret hos GoSwitch, så længe det er nødvendigt for opfyldelse af ovennævnte formål, hvilket vil være i hele leveringsperioden og som regel 5 år efter ophøret heraf. GoSwitch deler ikke personoplysninger med andre koncernselskaber, men kan dele anonymiseret statistik internt i koncernen med henblik på at lave statistikker og analyser. Derudover kan GoSwitch, hvor det er nødvendigt og i overensstemmelse med gældende lov, videregive personoplysninger til netselskabet, Energinet.dk, offentlige myndigheder, revisorer og andre eksterne rådgivere samt andre parter, der leverer produkter eller ydelser til Selskabet, som for eksempel elleverandører af IT-systemer og konsulentfirmaer. GoSwitch indgår de nødvendige aftaler om beskyttelse af personoplysninger med tredjemand. Desuden kan personoplysninger videregives og overføres i forbindelse med anmodninger fra politimyndigheder, eller hvor videregivelse er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse.
Ved din godkendelse af Aftalen, giver du samtidig GoSwitch tilladelse til at kontakte dig pr. telefon, brev, mail eller på anden vis med henblik på opfyldelse af Aftalen i enhver henseende, herunder til indhentelse af supplerende oplysninger, fx til brug for korrekt afregning. Du er forpligtet til at give GoSwitch sådanne informationer, som er nødvendige for Aftalens opfyldelse. Du giver endvidere GoSwitch mulighed for at sende en kopi af en tjekliste med dine rettigheder, når en sådan er udarbejdet af Europa-Kommissionen, jf. El-leveringsbekendtgørelsens § 16. Vi bestræber os på at sørge for, at alle personoplysninger er korrekte og opdaterede. Du har pligt til straks at orientere os, såfremt du bliver opmærksom på fejl i dine personoplysninger, eller hvis der sker ændringer i dine personoplysninger. Hvis du informerer os om dette, eller vi i øvrigt bliver opmærksomme på fejl i dine personoplysninger, vil vi søge at få dem berigtiget, slettet eller rettet omgående. Du har altid ret til at anmode om indsigt i de personoplysninger, vi har registreret om dig, og du har ret til at modtage en kopi heraf. Du har også ret til at gøre indsigelse mod vores behandling af dine personoplysninger, og til at få indsigt i formålet for, at vi opbevarer og behandler dine personoplysninger. Du har også ret til at anmode om sletning af, de af dine personoplysninger, som du mener er ukorrekte, forældede m.v. Du kan også anmode om, at behandlingen af dine personoplysninger blokeres. Yderligere informationer om vores behandling af dine personoplysninger kan findes i vores persondatapolitik. Har du konkrete spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger, eller vil du indgive en klage i den forbindelse, kan du kontakte GoSwitch ved at sende en e-mail eller ved at ringe til os. Se kontaktoplysningerne på goswitch.dk.
16.1. Behandling af CPR-nummer
Når du er kunde hos GoSwitch, registrerer og behandler vi dit CPR-nummer. Formålet med at indsamle, registrere og behandle CPR-nummer er, at CPR-nummer er påkrævet ved tilmelding til elleverandørerne. Dit CPR-nummer vil blive opbevaret hos GoSwitch, så længe det er nødvendigt for opfyldelse af ovennævnte formål, hvilket vil være i hele leveringsperioden og som regel 1 år efter ophøret heraf. Vi gør opmærksom på, at elleverandørerne videregiver dit CPR-nummer til Energinet, jævnfør Energinets markedsforskrifter.
17. Uoverensstemmelser – kundeklager
17.1. Energiankenævnet
Du har krav på klagebehandling af god standard. Behandlingen af en klage skal ske hurtigst muligt. Hvis du ikke er tilfreds med GoSwitch’ opfyldelse af abonnementsaftalen, en afgørelse truffet af GoSwitch eller kundebehandlingen i øvrigt, kan du henvende dig til GoSwitch´ kundeservice. Information om kontaktoplysninger kan findes på goswitch.dk. Henvendelsen har ikke opsættende virkning og giver ikke udsættelse med betalinger mv., medmindre dette udtrykkeligt aftales med GoSwitch. GoSwitch besvarer din henvendelse snarest muligt og uden ugrundet ophold. Hvis du fortsat er utilfreds, eller hvis du ikke har modtaget svar på din henvendelse inden én måned, kan du klage over GoSwitch til:
Ankenævnet på Energiområdet
Carl Jacobsens Vej 35,
2500 Valby
Telefon: 4171 5000
post@energianke.dk - www.energianke.dk
Ankenævnet behandler civilretlige tvister mellem private forbrugere og energiselskaber.
17.2. Den fælleseuropæiske klageportal
EU-Kommissionens online klageportal (OTB) kan også anvendes ved indgivelse af en klage. Det er særlig relevant, hvis du er forbruger med bopæl i et andet EU-land. Klagen indgives her: ec.europa.eu/consumers/odr/main/. Ved indgivelse af en klage skal du angive vores mailadresse, som du finder på goswitch.dk/kontakt.
17.3. Lovvalg og værneting | Domstolsprøvelse
Tvister mellem dig og GoSwitch afgøres efter danske retsregler, herunder mangelsreglerne i Købelovens forbrugerafsnit. Sager mod GoSwitch med relation denne abonnementsaftale mellem parterne kan anlægges ved dit eget hjemting, jf. nærmere Retsplejelovens § 244, jf. § 245, stk. 2.
18. Ændringer
GoSwitch forbeholder sig retten til at ændre i de oplysninger, som GoSwitch i medfør af Forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, jf. § 9, stk. 2, skal give til dig inden Aftalens indgåelse. GoSwitch kan ændre priser, gebyrer og andre vilkår i denne Aftale i følgende situationer:
Ændringerne iværksættes med forudgående varsel i overensstemmelse med gældende lovgivning. Ændringer kan varsles ved individuel kommunikation, for eksempel ved anvendelse af elektronisk post (herunder e-mail, e-Boks og sms), faktura, Betalingsserviceoversigt eller lignende kommunikationsformer. I forbindelse med varslingen kan der henvises til oplysninger på goswitch.dk eller lignende steder.